Faste tiltag

Faste specialpædagogiske tiltag

Børnehaveklasse:
I begyndelsen af skoleåret vurderes elevernes forudsætninger for at tage fra i den planlagte undervisning. Med ”Læseevaluering på begyndertrinnet” af Ina
Borstrøm og Dorthe Klint Petersen iagttages elevernes færdigheder på områder, som har betydning for en god læseudvikling. Det er opgaver, der vurderer elevernes ordkendskab, evnen til at bearbejde sproglyde og deres kendskab til bogstaver. De elever, der opnår utilstrækkelige resultater, får lavet en individuel evaluering. Herved er det muligt at identificere de elever, der risikerer at få sværere ved at lære at læse end deres kammerater. På baggrund af disse resultater udarbejdes der derfor en målrettet indsats for disse elever. Læsevejlederen arbejder med disse elever på mindre hold.i tæt samarbejde med børnehaveklasselederen. Der er i år afsat 2 x 25 minutter om ugen pr. hold til denne tidlige læseindsats, hvor der forventes et samarbejde med hjemmet.

1. klasse:
Tidlig Læsehjælp iværksættes efter jul for elever med behov for dette i ca. 10 ugers forløb med 4 lektioner á 20 minutters varighed om ugen.
De elever, der stadig har svært ved at huske bogstaverne, deres lyde og at kombinere lydene til små lydrette ord får tilbudt undervisningsprogrammet Alkalær. Læs mere om dette program her på bloggen.
www.laesloes.dk er et digitalt bibliotek for bh. kl. – 6. klasse med hjælp til læsningen i form af en syntetisk stemme. Eleven logger sig ind både på skolen og hjemme via sit Uni-login.

2. klasse
Der tilbydes fortsat Tidlig Læsehjælp for elever med behov for dette i ca. 10 ugers forløb med 4 lektioner á 20 minutters varighed om ugen. Eleverne får udleveret deres egen pc, hvor App Writer installeres. App writer introduceres for hele klassen.
Læs løs tilbydes fortsat.
De elever, der scorer lavt i screeningen for dysleksi i foråret, og som ofte ikke har opnået nogle større resultater gennem kurser i Læseløft, tilbydes undervisningsprogrammet Alkalær, som man kan læse mere om her på bloggen.

3. klasse:
Kursusforløb i brugen af App Writer samt skanning af tekster i samarbejde med hjemmet for de elever, der har brug for kvalificerende IT. Digitale skriveskabeloner til hjælp for de skriftlige opgaver tilbydes eleven samt tekster og opgaver til undervisningen fra Materialebasen til oplæsning med App Writer. Læs løs tilbydes fortsat.

4. - 6. klasse:
Arbejdet med Alkalær-programmet fortsættes. Arbejdet med App Writer og digitale tekster samt skriveskabeloner fortsættes. I år tilbydes der kurser på delehold. Det kan være undervisning i regler for vokalforveksling, dobbelt konsonant og stumme bogstaver. Der kan også undervises i læseforståelsesstrategier.
Hvis der er behov for at kunne downloade flere tekster end Materialebasen tilbyder, så kan eleven blive indmeldt i Nota/E17. Læs mere om dette bibliotek her på bloggen.

7. - 9. klasse:
Arbejdet med det kompenserende program App Writer og digitale tekster samt skriveskabeloner fortsættes. Der tilbydes kurser i bl.a. læseforståelsesstrategier.
Elever, der endnu ikke er meldt ind i Nota, skal have dette tilbudt.

Individuelle test 0. - 9. klasse:
På baggrund af bl.a. gruppeprøverne, bliver der løbende taget individuelle læseprøver af de elever, hvor lærerne, forældrene, læsevejlederen og/eller PPR skønner det nødvendigt. Ud fra resultatet bliver der lavet en handleplan, der tager udgangspunkt i elevens niveau, således at eleven kan få tilrettelagt den bedst mulige undervisning.
På skolen bruger vi følgende individuelle test:
0. - 2. klasse kan testes med Sprog og Bogstav, IL-prøverne samt chipstesten.
Fra 3. klasse kan den Nationale ordblindetest og Testbatteriet tages. IL-prøverne kan fortsat tages og IL-ungdom fra 7. klasse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar