tirsdag den 12. september 2017

Resultatet for den Internationale læsedag den 8. 9. 2017

I år blev der på Gl. Lindholm Skole læst et rekord stort antal sider, nemlig 38.243 sider 👍
Det vil sige, at eleverne overgik det flotte resultat fra forrige år, som (kun) var på 37.629 sider.
Der var dyb koncentration om læsningen hele fredag formiddag. Det var dejligt at opleve dette engagement.
Det er klart, at ved højtlæsning får man ikke læst så mange sider som ved selvstændig læsning. Nogle klasser læser bøger med mere tekst end andre, hvilket jo også giver færre læste sider.
Da vi samtidig havde skolevennedag, og eleverne både skulle læse sammen med deres skoleven, have højtlæsning og læse selv, så blev det en afvekslende dag for alle.
Flere klasser har givet udtryk for, at det er én af de bedste dage på året, fordi det er så hyggeligt, og fordi man er sammen om læsningen med sin skoleven😉


mandag den 4. september 2017

International læsedag fredag den 8.9.2017

Igen i år deltager Gl. Lindholm Skole i den internationale læsedag.
Vi håber, at der bliver læst endnu flere sider end sidste år.
Se resultatet på læseormen på siden af mellembygningen set fra den store skolegård.

Hvis du vil følge med i, hvad der sker på fredag, så kan du se programmet herunder.


FN´s internationale læsedag fredag den 8. september 2017
Igen i år vil vi markere FN´s internationale læsedag her på Gl. Lindholm Skole.

Program for dagen bliver lige som sidste år:

Kl.8.00 - 8.15                     Klasserne møder op i deres klasselokale. Her har klasselærerne indrettet et hyggeligt læsemiljø.
Kl.8.15 - 8.30                     Alle mødes ved fodboldbanen i den store skolegård. I år åbnes læse-dagen og Gl. Lindholm Skoles vennedag af Tommy Bundgaard.
                      Læseresultatet fra sidste år skulle gerne slås igen i år, så gi´ den en ekstra skalle ;-)
Kl.8.30 - 9.00                     Læsedagen starter i alle klasser med højtlæsning af den lærer, klassen har i denne lektion.
                                           Husk at notere de læste siders antal ned! (Se vedhæftede skema).
Kl.9.00 - 9.40                     Selvstændig læsning. Eleverne må gerne medbringe læsestof selv.  
                                           Husk igen at tælle læste sider sammen.
Kl.9.40 - 10.05                   Frikvarter 
Kl.10.05 - 10.30                 Skolevennerne mødes og rystes sammen.
                                           Bh.kl. og 4.kl.     1.kl. og 5.kl.     2.kl og 6.kl.     3.kl. og 7.kl.
Kl.10.30 – 11.40 ca.           Der læses med skolevennerne.
Kl.11.40 – 12.20                 Middagspause
Kl. 12.20                             Almindelig skolegang resten af dagen.



mandag den 8. maj 2017


Læsevenner

5. årgang drager afsted én gang om måneden for at læse for sine læsevenner. Det er forventningsfulde børnehavebørn fra Strandparkens Børnehave, Børnehuset Viaduktvej og Børnehuset Troldereden.
Vores 5. klasser får trænet deres oplæsning og kan se, at det har et formål. Eleverne gør sig tanker om litteraturvalget, bliver bevidste om deres egen læsning og om de muligheder og udfordringer, som læsning åbner op for. Læsevenner er et ekstra krydderi i læse- og litteraturundervisningen og virker ekstra motiverende.
Børnehavebørnene bliver præsenteret for mange forskellige bøger. Der bliver snakket om illustrationerne i bøgerne, svære ord bliver forklaret og kan være med til at opbygge et større ordforråd hos børnene. Eleverne lægger vægt på at snakke med børnene om indholdet af teksterne og inddrage børnenes egne erfaringer og viden om emnerne i teksterne.

Se billederne herunder



mandag den 6. februar 2017

Oplæsningskonkurrence 2017

Så er det på tide, at elever fra 3. - 5. klasse melder sig til oplæsningskonkurrencen.
Den lokale konkurrence finder sted tirsdag den 14. marts kl. 10.00 - 11.30 i dramalokalet.
Tilmeldingsfristen er fredag den 17. februar i uge 7. Tilmelding hos klasselæreren eller på biblioteket.
Disse kan også hjælpe med at finde den helt rigtige bog.

Hvad kræves der for at deltage?

  • Vælg et afsnit fra en roman eller en novelle, som skal læses højt, og som giver mening at lytte til for tilhørerne.
  • Forud for oplæsningen skal forfatteren nævnes, bogens titel og personer, der forekommer i afsnittet. 
  • Der skal redegøres for, hvad der er gået forud for afsnittet.
  • Oplæsning og indledning må tilsammen højst vare 3 minutter.
Deltageren bliver bedømt på følgende:
  • Højtlæsning uden anstrengelse.
  • Passende stemmeføring til historien.
  • En omhyggelig og tydelig udtale.
  • Oplæsning i et behageligt og passende tempo.
  • Afveksling i tempoet, der hvor det er nødvendigt.
  • En god øjenkontakt med publikum.
  • Publikum er optaget af det, der læses højt.
Vinderen kåres med en boggave på ca. 250 kroner og går videre til selve finalen.
I år afholdes finalen på Gandrup Skole, mandag den 20. marts kl. 10.00 - 10.45.

Kom frisk 🙌

mandag den 23. januar 2017

Nyt om Læseraketten

Bøgerne fra Læseraketten er netop nu på vej ud til skolerne. Det vil i år være beretninger fra Sydsudan.
Når en tekst er læst vil der være inspirationsforløb til bl.a. dansk som f.eks. personkarakteristik og fortællerroller.

Se introduktionsvideoen:




Hvis du følger linket herunder, vil du komme ind på hjemmesiden og få meget mere inspiration til arbejdet med Læseraketten.




torsdag den 19. januar 2017

Velkommen til Gl. Lindholm Skoles nye læseblog. Jeg håber, at du vil finde den anvendelig.

Christina Kondrup, læsevejleder.